Vi er tre studerende fra University College
Sjælland, som år forinden vores 3 praktik var fast besluttede på at tage den i
udlandet. Detonationen skulle være Kina, og her skulle vi arbejde i en
børnehave. En måned inden afrejse var alting på plads – undtagen vores visum,
og det viste sig at blive en udfordring der ikke kunne løses, på grund af nye
regler på ambassaden.

I stedet, og ret hurtigt fik vi igennem vores
praktikkoordinator kontakt til en fyr i Filippinerne, som gerne ville give os
tre praktikpladser i hans ny startede organisation, Filipino Street Kids. Som
navnet siger, skulle vi ikke længere arbejde i en børnehave, men indstille os
på at arbejde med gadebørn – Ja, der er STOR forskel, men hvad betyder det, når
vi alle tre i sidste ende undrede os over vores tanker om at tage til Kina?

Skulle ændringen have fuldt bogen, skulle vi alle
tre nedfælde nogle forventninger til denne praktik, vores tanker om det
kommende halve år, og om det arbejde vi skulle ned og udfører – Men når man får
14 dage til at omstille sig og sluge de betydninger det har, er alt andet end
at ændre billetten og pakke sin kuffert, fuldstændig umuligt at tage stilling
til! Desuden, ville forventninger og alt hvad vi ellers kunne have nedfældet
være fuldstændig ubrugeligt og ligegyldigt, for først når du sidder i taxaen og
kigger ud af vinduet går virkeligheden op for dig – Og alt hvad du på 14 dage
har forsøgt at forestille dig og google dig frem til, falder fuldstændig til
jorden og synes censureret. BUM, vi var landet i Filippinerne. Det var ikke længere
bare en reklame på tv’et eller et billede på facebook, og det var ikke længere
bare et sted i verden vi ikke behøvede at forholde os til. Vi stod midt i det,
og selvom det havde været rart at kunne lukke øjnene, så var vi nødt til at
tage stilling til det. NØDT til at tage stilling til det, fordi det er sådan
det er. Vi skal arbejde her, og det hjælper ikke at vi lukker øjnene, selvom
det nogle dage føltes som det eneste mulige at gøre.

Vi vender os aldrig til det. Vi stopper aldrig med
at blive forargede, og heller aldrig med at blive forundrede over, at vi stadig
kan blive forarget. Gadebørnene er jo ikke bare i et område – De er overalt. Vi
tager ikke bare ud til ét sted hvor de bor, og bagefter hjem til vores lille
hyggelige lejlighed med aircondition – Vi tager hjem til vores lejlighed der
ligger i et bevogtede område, og hvor der for enden af vejen bor ligeså mange
gadebørn som alle andre steder. Filippinerne er ikke et land der med bynavne
deler landet op i rigt og fattigt – Filippinerne er et land hvor fliserne på
fortovet skiller de rige fra de fattige og de nydende fra de ydende. Uanset
hvor henne du bevæger dig, og hvad du foretager dig, så skal du hver gang du
spiser på en resturent, hver gang du handler ind til aftensmad eller køber det
tøj DU synes DU mangler, tage stilling til, at der på den anden side af
fortovet sidder et barn eller en familie, som mangler meget mindre, og
alligevel meget mere, end det du lige har været så fandens privilegeret til at
kunne putte i munden eller i en pose. Hernede er kontrasten imellem at have og
ikke at have så forbandet stor, men på en eller anden mærkelig måde, er det
alligevel lykkedes at placere det midt oveni hindanden.

Selvom det på et tidspunkt bliver hverdag, og selvom
man på et tidspunkt er nødt til at forholde sig til, at det er sådan det er, så
bliver det aldrig nemt. Det bliver aldrig nemt at gå forbi gadebørn eller
gadefamilier, og det bliver aldrig en vanesag at køre en tur igennem gaderne i
en taxa. At se børn sniffe lim, sidde i fængsel, lege i vejkanten, lede efter
mad i skraldeposer på fortovet, sove ovenpå, eller under, en papkasse, få tæsk
af enten ældre børn eller voksne, vide at de er tvunget ud i kriminalitet
allerede før de kan gå, og at opleve børn på blot et år gå rundt og tigge på
forældrenes bekostning, uden reelt set at vide hvad de laver, men gør det fordi
det er så inkarneret i deres opvækst og opdragelse, er ikke noget man som
dansker nogensinde kommer til at forstå eller acceptere! OG NETOP DERFOR, er
det så fantastisk at vi – og resten af teamet i Filipino Street Kids – har
mulighed for at hjælpe nogle af disse gadebørn. At vi har mulighed for at
hjælpe dem til at få en bedre hverdag, igennem forskellige tiltag der ved hjælp
af organisations sponsorere lader sig gøre. At vi har ressourcerne til at vælge
et område med 300 gadebørn, for så at vide at vi lige præcis der, de næste 5
måneder vil arbejde intensivt med at forbedre livskvaliteten. At vi har
ressourcer til at gå ud og indkøbe tandbørster til størstedelen af børnene, og
hverdag have mulighed for at hjælpe dem til at børste deres tænder – fordi
deres hygiejne er så forsømt – er alene utrolig fantastisk, og indtil videre et
tiltag der fungere over al forventning, og virkelig opleves som en succes. At
vi igennem organisationen kan arrangere feeding programs, og dermed engang
imellem sørge for at mætte nogle maver, der sjælendt bliver det, er så
uvurderligt, og fuldstændig pricelees! At
få lov til hver dag at arbejde med og for nogle børn der virkelig har brug for
det, men som alligevel på den mest forunderlige måde, formår at sidde med det
mest fantastiske livsmod, og en kæmpe glæde hver gang du møder dem, er så
livsbekræftende og beundringsværdigt – og virkelig noget vi føler os
privilegeret over at få lov til at være en del af.

Vi har alle sammen et kæmpe hjerte med i det her, og
brænder så inderligt for at få lov til at fortsætte i al evighed, men vi kan
ikke gøre det alene – Vi er en organisation der er betinget af sponsorater. Det
ER dem der bærer os frem, giver os muligheden for at give børnene muligheder,
og det er dem der sørger for, at Filipino Street Kids hele tiden er i stand til
at udvikles og komme tættere på det store mål.

Vi kæmper for hele tiden at gøre den forskel vi så
gerne vil se, og i sidste ende ER det nemmere at bygge stærke børn, end det er
at reparere ødelagte voksne.

Kristina, Julie og Mette

Filipino Street Kids