Filippinerne
er et rigtig dejligt land. Menneskerne er rigtig flinke, hjælpsomme og
smilende, uanset hvilke forhold de lever under. Varmen hernede er super skøn –
lige som jeg elsker det – og dog… alligevel kan det godt blive varmere, end
hvad man kan holde ud. Typisk ligger temperaturen oppe i 30’erne, men på grund
af luften og dens fugtighed, føles det rigtig ofte som over 40 grader. Og
selvom at solen går ned kl. 17-18 stykker, så går jeg stadigvæk rundt i shorts
og T-shirts. Maden på Filippinerne er nogle steder rigtig god og lækker og
andre steder skal man lige sørge for at have lidt mad liggende hjemme i
køleskabet, for det er ikke alle steder at man kan blive mæt. ”It’s good for
one person maam” – Yeah right tænker jeg så – godt for et barn måske. Priserne
på stort set alt, er til gengæld så billige, at det nogle gange kan være svært
at forstå.

Dagene
skrider stille og roligt frem ude på børnehjemmet Community Scout Youth
Guidance Center, som ligger i et område der hedder Duljo Fatima (tæt på bydelen
Colon), omtrent 5 km fra hvor vi bor. Det er et område, som for mig er mere
fattigt end hvad jeg troede jeg allerede havde set. Som jeg har nævnt i et
andet blogindlæg, så møder jeg mødre, der med sit lille barn i armene eller
hængene over skulderen, går rundt og tigger om penge til mad. Jeg ser familier,
oftest mødre, der sammen med sine små børn omkring sig, roder i noget skrald,
nogle steder brændt skrald, men for disse familier er det måske deres chance
for at kunne overleve, deres håb for at finde mad. Jeg ser familier og små børn
– ja selv spædbørn, ligge på gaden og sove på en flad papkasse, ved siden af
dem har de en taske eller lille kasse, med deres meget få ejendele. Det er
pakket og klart til når de flytter hen på det næste gadehjørne. Enlige mødre
med deres lille barn bor i noget der ikke er større end et sofabord, dækket til
af plastikposer og pap.

Da
vi en af dagene var på børnehjemmet, havde jeg følgende observation af en
dreng:

Jeg sidder på en bænk ved børnehjemmets hovedindgang.
Over for mig sidder mine to medstuderende imens 5-6 børn (alle drenge) går
rundt eller sidder omkring os.
En dreng på 17 år sidder og spiller kendte engelske/amerikanske og filippinske
sange på en guitar. Stemningen er rolig – alle hygger sig. En dreng på omkring
8 år finder en ledig plads på bænken, imellem den 17 årige dreng og mig. Han
læner sig op ad mig og synger lystigt med på sangene. Jeg ligger min hånd på
hans brystkasse, nusser ham stille og roligt, og fortsætter med at synge med på
sangene.
Den 8 årige drengs øjenlåg blev langsomt tungere og tungere og i løbet af
næsten ingen tid, lå han og halvsov op ad mig, hvis ikke han sov helt, indtil
at han blev vækket af en ældre dreng, der bad ham om at rydde op (samle skrald)
op fra gårdspladsen. Efter at den 8 årige dreng havde samlet lidt skrald sammen
fra gårdspladsen, var hans plads ved siden af mig, pludselig optaget. Han
begynder derfor at samle lidt mere skrald sammen, imens han holder øje med,
hvornår pladsen bliver ledig. Da den bliver ledig, skynder han sig hen, siger:
”Yes” og sætter sig imellem mig og den 17 årige dreng. Han læner sig endnu
engang op ad mig, hviler sine øjne, dog synger han stadig med på de sange han
kender.
Det var en rigtig dejlig følelse at vide, eller at gå ud fra, at denne lille 8
årige dreng, følte en tryghed ved at ligge op ad mig. Stemningen og
omgivelserne i sig selv må siges, at have hjulpet ham på vej.

– Kristina