Hver gang et
grædende barn sad med en tandbørste og kæmpede for at gøre det alle de andre
børn gjorde, gjorde det ondt i hjertet på os alle sammen. At vide, at det
skyldes så mange skader på alle tænderne, og endda ligefrem råddenskab gav en
følelse der ikke kan beskrives. At vide, og være nødt til erkende, at vi ikke
har de ressourcer der skal til, for at kunne tage dem med til det mest oplagte,
og dét, som vi måske, bare en lille smule, tager for givet (i hvert fald mens
vi er under 18) i Danmark. Tandlægen … Det kan vi ikke … Vi kan ikke. Og hvad
er det så lige præcis vi gør for de børn? Udstiller dem? Ekskluderer dem?
Sætter dem i en situation hvor de føler sig utilpasse, og måske endda mere
svigtet end de er i forvejen? Hvad gør vi egentlig med de børn – Hvad gør vi
for dem, og vigtigst af alt, hvad gør vi egentlig imod dem?

Der er ikke
noget vi kan gøre, lige nu. Det er ikke et problem vi lige nu er i stand til at
løse. Og det får også mit hoved til at hænge. Men det er virkeligheden, det er
meget virkelig og nogle gange for virkelig. Der er 300 børn. Vi er 4 studerende
og en nystartet organisation. Vi er NØDT til at starte et sted. Vi er NØDT til
at se på alt det vi kan i stedet for alt det vi ikke kan. Og hvad kan vi? Vi KAN
børste tænder sammen med dem. Vi kan give dem nogle bedre dage, og nogle
oplevelser der forhåbentlig vil hjælpe dem til at løfte sig. Det er det vi kan,
det er det vi er skide gode til, og det er det vi mærker børnene (B.LA) har
brug for. Og selvom tandbørstning måske ikke kan rede deres nuværende skader,
så kan det måske, vi kan i hvert fald håbe på, at det kan forebygge (hvis flere
overhovedet er muligt) flere skader. Det kan i hvert fald give dem nogle succes
oplevelser. Følelser af, at de faktisk godt kan, noget lykkedes, og der er
faktisk nogle der gerne vil hjælpe mig. Vi kunne se på børnene at de syntes det
var sjovt. Vi kunne mærke, at de virkelig nød det. Måske ikke så meget
tandbørstinge(?) – men noget at tage sig til, og nogle der rent faktisk gjorde
noget, ikke bare for, men med dem. Det var fantastisk, at sidde der og være en
del af det hele – Lige i midten. Fuldstændig priceless. Selv forældrene nød det.
De deltog og de snakkede løs og hyggede sig. At vi er der betyder så meget for
dem, og det ligger de på ingen måde skjul på. Nogle af dem var i virkeligheden
mere begejstret for tandbørsterne end børnene var, og dét var/er SÅ motiverende,
og vel egentlig byggestende for det hele?

Det VAR
virkelig en fantastisk dag. Det var virkelig en dag der aldrig forsvinder væk,
og det var endnu en dag hvor jeg fik lært lektien om, at sætte pris på ….
Det
kan godt være jeg gav den lille pige på 3 år, med helt ubeskrivelige store smukke brune øjne, en tandbørste, og efterfølgende sagde “thank you” for, men måske jeg skulle sige det samme til hende imorgen.

– Mette