”Hvis vi skal finde 300
tandbørster til en pris vi har råd til, så tror jeg vi skal tage til Colon.”

Det gjorde
vi. Og vi fandt dem. 10 pesos pr. stk., både små og store. Tandpasta og kopper.
Vi var klar – Klar til at starte næste dag i Patrice med vores projekt
tandbørstning. Vand ville vi købe derude. For det første ville vi ikke skulle
slæbe flere liter vand med derud, men for det andet, så ville vi jo støtte de
små lokale kiosker på gaden – Og det ville jo være (endnu) en god ting!

Dén dag,
bliver en dag jeg aldrig glemmer. Det var en dag der satte sig dybt i mig og
lærte mig, at noget så simpelt – som det jo er – kan være meget større.

Dén dag,
blev også endnu en dag hvor vi blev taget imod med store smil og åbne arme, fra
både børn og forældre. Uden at de rigtig vidste hvad vi skulle, og inden vi
selv havde regnet ud, hvordan vi skulle gribe det hele an, blev vi af 2
forældre placeret på hver vores stol – Lige ude foran en families – ja – det er
jo deres hjem(…), og ved siden af hinanden. Det her var genialt, og det var
bare at gå i gang.

Kære
forældre: ”Vi har brug for at I hjælper os med at få børnene til at stå i 3
rækker, en række ved hver af os”.. Som altid, er forældrene enormt hjælpsomme,
og der gik ikke langtid før børnene stod, næsten, snorlige foran os. Da den
første tandbørste blev åbnet, fik tandpasta på, dyppet i koppen med vand, og
givet til det første barn, er alle de andre børns øjne rettet imod ham – Det er
måske nyt, i hvert fald sjovt, og noget siger os, at dét her kommer til at blive
en succes!

”Jeg mangler vaaaaaaand
– Jeg mangler tandbørster – Jeg mangler vaaaaaand.”

Sådan
foregik det i flere timer. Der blev VED med at være børn i køen, ved med at
være forældre med børn, for lidt vand og for få tandbørster. Men heldigvis var
der råd at hente, og nye forsyninger var snart på vej.

Børnene var
ellevilde(!), og ligeså var vi. Tandbørstning var, nyt for mig, et hit, og
flere af dem fik faktisk børstet tænder op til flere gange – Hvilket vel
egentlig også var helt okay, og i hvert fald tiltrængt… Hvis I har prøvet at
børste tænder på, eller med børn, så ved I også at man holder øje med hvordan
deres tænder ser ud, og om de børster dem ordentligt. Det gjorde vi i hvert
fald, og synet var forfærdeligt. Det blev pludselig tydeligt for os, hvorfor
netop tandbørstning var så stort et hit. Igennem min kø, og jeg ved fra de
andre at det også gælder deres, var der ikke et barn der ikke havde et hul, højst
sandsynligt også flere. Mange af dem havde sågar dissideret rådne tænder, og
nogle af dem så ondt, at det simpelthen ikke var muligt for dem overhovedet at
børste tænderne. HVER GANG(!) de spyttede vandet ud i de kasser vi havde med,
var spyttet var helt gult og ofte fyldt med blod. For nogle var det sjovt. Det
var fantastisk og det var dagens højdepunkt. Men for andre var det den rene
totur, og ikke noget de ville have lyst til at gøre igen. For os var det det
hele. Vi ved at det er et tiltag der er brug for, og vi tror det er et tiltag
der kan hjælpe, i hvert fald nogle af dem, med deres tandhygiejne. Det var
fantastisk at se hvordan børnene OG forældrene tog imod det. Hvordan de nød
det, og hvor sjov DE havde det – Men følelsen af at sidde der, midt på gaden
hvor vi ved de bor, og ikke har andet end det vi med det blotte øje er i stand
til at spotte, og se hvordan et så simpelt tiltag, men alligevel noget du har
overvejet i dagevis, bare lykkedes og spreder glæde på hele vejen, slår det
hele. Følelsen af, at det her er DU en del af, og det her er noget du i
samarbejde med dit team har planlagt, giver det vildeste sus i maven,
kuldegysning over hele kroppen, meget mere blod på tanden og lysten til aldrig
at stoppe! Og så alligevel …

– Mette