Rino Jensen og
Kristoffer Lenvig, stifterne af Filipino Street Kids, fortæller i et interview,
hvordan de kom på idéen til at starte deres egen virksomhed, hvordan de får
virksomheden til at køre rundt, på trods af at pengene er små, samt hvilke
fremtidsdrømme de begge har for virksomheden.

I:
Interviewer – Kristina Hansen

R:
Rino Jensen
K:
Kristoffer Lenvig

I: Hvad står FSK for?

R: Filipino Street Kids.

I: Hvilken slags virksomhed er det?

R: Det er en organisation,
velgørenhedsorganisation, registreret under dansk SVR-nummer. Det er det samme
som forening.

I: Hvor lang tid har F S K eksisteret?

R: SVR-registreringen blev registreret
i december 2013, så det er et år siden.

I: Hvem står for virksomheden?

R: Jeg står som stifter, Rino Jensen.

I: Hvordan fik I idéen til at starte F S K?
R: Den er bygget på andre velgørenhedsorganisationer hernede på
Filippinerne, som ikke gjorde det godt nok. Jeg så masser af områder, hvor der
var organisationer som godt kunne gøre det bedre og så var jeg også gode
kammerater med Kristoffer Lenvig, som jeg vidste, meget gerne ville tilbage og
har kæmpet en kamp… og han vidste hvad han ville gøre.

I: Hvorfor har I valgt at starte?

R: Jamen det er af samme årsag – det
var på grund af, at jeg så andre, der ikke leve op til deres potentiale, og
synes ikke at de blev struktureret ordentligt. Og de havde heller ikke nogen
rigtig rød tråd igennem det hele og så var det vel nok også for at give
Kristoffer Lenvig en chance for at komme tilbage og gøre det stykke arbejde,
som jeg også synes at han har mulighed for at gøre meget bedre, hvis han havde
redskaber til det.

I: Hvem er Jeres målgruppe? (Børn, unge, voksne, ældre
etc.)

K: Det er typisk børn, børn med
specielle behov. Og det er når man, som jeg har arbejdet med de børn hernede i
et halv år – så bør du se hvilken gruppe vi egentlig havde og der er så mange
områder af Cebu, som er ramt, så vi kan gøre en forskel for de børn. Så det er
helt klart børn – ja.

I: Hvad værdsætter F S K – har I nogle værdigrundlag?

K: Ja det har vi, man kan sige, vi
prøver at hjælpe et barn af gangen og forbedre deres livskvalitet. Vi er godt
klar over at vi kan jo ikke hjælpe alle gadebørnene der er i Cebu, men vi kan
gøre en forskel for nogle af dem. Vi kigger på det enkelte individ i forhold
til at kigge på det hele. Så vi vil hjælpe et barn af gangen.

R: Vi
prøver at skille os ud fra de store (organisationer), som prøver at lave et
stort stykke arbejde og rede et stort område – hvor præcis det enkelte individ
bliver glemt. Det er der, hvor vi ikke prøver at sige noget grimt eller dårligt
om det arbejde de går og laver, men vi går ind og tager over der hvor de
glemmer individet, der hvor det er gået galt, og som mindre organisation og så
går ind og gør en forskel for individet.

I: Tænker I at I vil udvide området I arbejder indenfor,
så det ikke kun er Cebu, men så det bliver et større område af Filippinerne?

R: Det ligger langt ude i fremtiden.


I: Hvordan holdes F S K kørende?

R: Det er igennem Fund Raising.

I: Hvor er F S K
om 10 år?

R: De har stadigvæk hovedbasis i Cebu
og de vil stadigvæk have deres hovedfokus i Cebu, men de har nok spredt sig ud
til de nærliggende øer, såsom Bohol, Negros og højst sandsynligt også Leyete,
da det står skidt til derover. Selvom at det er 10 år ud i fremtiden, det er
selvfølgelig land tid, men hvis vi skal holde os til vores formål, som er at
gøre en forskel for individet, så er det lige meget hvor lang tid der går, for
der vil altid være en masse individer, som har behov for den hjælp vi er klar
til at yde.

I: Hvordan ser det ud lige pt for F S K?

R: Lige pt kæmper vi hårdt med
økonomien, vi er i underskud med en masse ansatte, som skulle have stået for
fremlæggelse både dels af den økonomiske brist og økonomiske vækst, og da de så
er faldet fra – så hænger vi lidt i fremtiden der.

I: Hvad synes I om at have pædagogstuderende i Jeres
virksomhed?

K: Uden pædagogstuderende, så ville vi
ikke nå så langt, som vi er nået i dag. Man kan sige, at vi er afhængige af at
vi har nogle frivillige og især pædagogstuderende, som har et godt menneskesyn,
som ved hvad det drejer sig om. Så jeg vil ikke mene, at vi kunne overleve uden
at vi have studerende eller andre frivillige. Så det er helt klart en fordel
for os.

R:
At det er de studerende eller de
eventuelt frivillige – nu har vi ikke nogle frivillige – men det er de
studerende der er rygraden, det er de studerende der laver arbejdet. Der er en
stor del af arbejdet, som ligger i administration og i Fund Raising, så de
studerende har noget at arbejde med, men det er jo dem der er rygraden, det er
dem der laver det arbejde, som Kristoffer Lenvig også sørger for, at den del
går godt. Men den anden del, den jeg står for, er sådan set ligegyldig, hvis
ikke vi har nogen til at udføre arbejdet.

I: Tænker I at I vil tage imod fremtidige studerende?
Evt. inden for andre fagområder end pædagog?
R:
Det er altid spændende at
tage andre faggrupper ind. Jeg har snakket med flere, der spurgte ind til om vi
ville tage tømrestuderende ind, for der er jo en masse byggeprojekter hernede
og igen f.eks. på Tacloban, hvor alle husene er revet ned (pga. sidste års
tyfon), der kunne man jo snildt have rigtig meget brug for nogen i
byggebranchen, men det kræver en større organisation køre det.
K:
Derud over kunne det også være spændende at have lærestuderende, så man
kan lave noget skole af en eller anden art. Der er rigtig mange børn som ikke
går i en rigtig skole og ikke har mulighed for at begynde – så det kunne også
være en mulighed.


I: Hvad vil I gøre for evt. fremtidige studerende, for at
deres praktikforløb bliver tilfredsstillende for begge parter?

R: For pædagogstuderende, der skal vi
være mere aktiv i Danmark. Jeg synes ikke at vi skal gøre vores organisation mere
attraktiv, vi skal bare være mere aktive i at markedsføre det til de
studerende. Det skal være attraktivt for de studerende fordi, at de skal
fokusere på deres arbejde og deres projekter, og den forskel de gerne vil gøre
for børnene, så skal de ikke tænke på de økonomiske forhold. De skal
selvfølgelig altid have aspekt i det, men det skal ikke være sådan så, at de
bruger 50 procent af deres tid, eller meget mere, som det jo egentlig tager,
for at fremlægge deres projekt(er). Det skulle der gerne være andre folk der
står for og sørger for, at der er penge til projekter, så de studerende kan
fremvise et budget og så skal der forhåbentlig gerne være penge til at de kan
udføre det. Så de studerendes arbejde ligger 100 procent ude i marken, så de
ikke skal tænke på så meget andet.

I: Så det er ikke økonomien der skal begrænse de
studerende?

R:
Nej.
K:
Derudover
skal vi jo også have et tæt samarbejde med universiteterne hjemme i Danmark,
samt med universiteterne her i Cebu, så der er et samarbejde mellem Danmark og
Filippinerne.

I: Indgår der noget tværprofessionelt samarbejde hos F S
K, altså er der andre faggrupper end jeres, som I samarbejder med?

K: Lige pt gør der ikke, men det skal
vi have op og køre. Jeg kunne godt tænke mig noget mere tværprofessionelt med
socialrådgivere og de filippinske social worker og evt. også filippinske
sygeplejersker.

R:
Jeg kunne godt tænke mig – det
ligger stadig også langt ude i fremtiden – men at vi får en form for samarbejde
med politiet også. De er en stor del af det. Ikke at vi skal gå ind og lave
deres arbejde på nogen måde, men vi kan jo samarbejde med dem i stedet for at
de genere børnene.

I: Hvordan tænker du at politiet ville kunne være en
hjælp for F S K?
R: Politiet de anholder jo mange børn og politiet har et samarbejde med
andre organisationer, hvis de f.eks. går ud og raider (angriber) en bar, så er
politiet i ryggen på børnene og det er dem der står for dem, og så er der
organisationen bag, som tager sig af dem som så er efterladt. Det er på samme
måde, hvis de raider Mango (en gade i centrum) for gadebørn, så ser jeg ikke
nogen organisation stå bag for det, disse børn er her efterladt til at blive
banket og til at blive efterladt i fængsler, fordi der er ikke rigtig nogen som
tager sig af dem, specielt ikke, hvis de ikke allerede er knyttet til et
offentligt center eller et børnehjem.

K: Jeg kunne godt tænke mig at vi havde noget mere tværprofessionelt med
socialrådgivere, social workere og sygeplejersker, men man kan sige, i og med
at vi ikke har vores eget sted lige pt, hvor
vi er på Community Scout Youth Guidance Center, der har vi ikke meget at
arbejde med, og det er meget svært at gøre det ude i Pier 3 (en gade ved
havnen). Så man kan sige, at det vil der helt sikkert komme mere af, men det
ligger desværre også langt ude i fremtiden.

I: Hvad mener I at I gør eller kan gøre for jeres
målgruppe, for deres muligheder og mål for fremtiden.

K: Pt har vi en forholds vis bred
målgruppe og man kan sige, at de børn vi arbejder med pt er jo faktisk ned fra
3 år og op til op i 20’erne.

R:
Jeg synes ikke at vi gør noget – i hvert fald ikke nok, for at styrke
deres mure for fremtiden. Lige nu laver vi en stor ændring i deres dagligdag og
på den måde ændre vi også deres mentalitet og deres styrke med det arbejde vi
laver, men specielt på sin vis laver vi ikke den store fremskreden eller
fremskridt, som vi egentlig gerne vil med vores arbejde. Men som sagt, så laver
vi en stor forskel i hverdagen og når vi ikke kan gøre mere, jamen så er det
det som vi har fokus på.

Som studerende synes jeg at det har været enormt spændende, lærerigt og udfordrende, at være med i opstartsperioden af F S K. Selvom at pengene er små, i forhold til alle de projekter som mine medstuderende og jeg har planer om at sætte i gang, så har vi alligevel formået at få det bedste ud af næsten ingen ting. De børn som vi dagligt arbejder med på gaden samt på børnehjemmet Community Scout Youth Guidance Center bliver pave stolte og ubeskriveligt glade for selv det mindste vi gør for dem. Hvilket er en priceless feeling!
Filipino Street Kids har VIRKELIG brug for Danmarks hjælp, med selv de mindste beløb, kan vi komme utroligt langt.

Af/ Kristina Hansen, pædagogstuderende