Måske har du
set reklamerne på TV. Reklamerne der viser billeder og situationer af børn, og familier,
som dagligt lever under nogle vilkår hvor selv det at få vand er et arbejde.
Hvor maden ikke bare ligger i køleskabet eller i køledisken, og hvor det næste
måltid altid er en udfordring. Jeg har set dem. Jeg har så dem mere eller
mindre hverdag, inden jeg rejste herned, til Filippinerne – I hvert fald så jeg
dem hver gang jeg tændte mit fjernsyn. Og ja, jeg så dem da af og til med
munden fuld af mad, og uden at være i stand til, eller overhovedet tage
stilling til det, kunne jeg sagtens se det forfærdelige i det, men alligevel
spiste jeg med god samvittighed videre – Uden at tænke på, at jeg med de 200
kroner jeg lige havde købt burger for, i stedet kunne have hjulpet en hel
familie til at få mad og vand i en hel uge – Men fordi jeg er vokset op i et
land som tilbyder, og faktisk også har, alverdens ressourcer og muligheder –
Vokset op i et land, hvor der altid er et samfund der tager ansvar, så var det
for mig helt naturligt at spise videre, og ikke tænke mere over reklamen, før
den igen blev vist i TV’et.

Jeg ville
gerne være det menneske, der kunne sige at jeg altid støtter div.
velgørenhedssager … Men hånden på hjertet, måske har jeg gjort det 4 gange. Det
er ikke fordi tanken, eller lysten ikke har været der, eller fordi jeg ikke har
troet på, at hjælpen har været nødvendig – Og heller ikke fordi jeg er
egoistisk, og overhovedet ikke ser andet end min egen næse eller burger, men
fordi, hvis der overhovedet findes en undskyldning(……), fordi jeg i 21 år har
været uvidende. Pisse uvidende om, hvad der er på den anden side af jorden, og
hvad der egentlig sker, deromme – Og når ja, så går halvdelen alligevel til
administration, gør det ikke? Jeg har været uvidende. Jeg har været uvidende om
alt andet end Danmark, og om hvordan verden under den samme sol kan se
forskellig ud. Det kan godt være reklamerne har været med til at oplyse mig, og
fortælle mig en masse, men reklamerne har ikke tvunget mig til at tage
stilling. Det har Filippinerne, og det har Pier3.

Jeg kom hertil, som sagt kun oplyst af reklamerne – Uvidende
om, og uden før, at have taget stilling til den verden jeg skulle møde, og de
skæbner jeg skulle forsøge at tage i hånden. Derfor, landende jeg også brat. Jeg
landede midt i reklamen – og min verden ændrede sig derfra rigtig hurtigt! En
ting er måske at høre om børn der bor på gaden – Det ved jeg selv jeg havde
svært ved at forholde mig til – og derfor er det altså også noget andet, og
noget helt specielt pludselig at stå i det. Når jeg er ude på gaden, så møder
jeg ikke kun børn der har et fantastisk livsmod, børn der har en hel speciel
livsglæde og børn der udadtil er glade, og kommer løbende imod mig hver gang
jeg stiger af jeepney’en, jeg møder børn, som har hver dag som en kamp, og som
nogle gange må gå hele dage uden mad.

Når man som organisation starter op, er det altså ikke fordi
pengene rasler af træerne, og ressourcerne bare står klar til rådighed – Det
mærker vi især, og vi mærker det især når vi kommer ud til børnene, og ikke kan
tilbyde dem andet end os selv – Vores selskab og vores klappe med hænderne lege
– Ikke at det skal undervurderes! Selvom det er svært at definere gode
forældre, så kan jeg alligevel ikke lade være med at prøve – Måske bare for at
sætte tingende i perspektiv .. I hvert fald, når jeg tænker på hvad gode
forældre er, så tænker jeg på mine. Jeg tænker, at gode forældre er dem som
skaber rammerne for at deres børn kan vokse op og være trygge. Jeg tænker, at
det er dem der sætter grænser og som har regler. Dem som er i stand til at give
fra sig, i stand til at tage ansvar, og i stand til at udvikle deres børn
alderssvarende. Dem, som beskytter dem fra alt det onde – Elsker dem ubetinget,
og hverdag husker at kigge dem i øjnene, og bare høre på dem. Sådan er det ikke
på gaden … Man kan vel egentlig ikke rigtig bebrejde dem, for de kender ikke
til andet. De har måske boet på gaden i generationer, det er der de er vokset
op, der de har fået deres udvikling – Og hvordan skal den så kunne ændres? I
Filippinerne er det ikke lovligt at få abort, og det betyder altså, at hende
der som 16 årig blev voldtaget er nødt til at føde barnet – Uanset hendes
alder, og uanet hendes ressourcer. Det betyder, at hvis kondomet springer,
eller hvis voldtægtsmanden kommer tilbage, så har pigen på 20 lige pludselig 4
eller flere børn. Den anden dag mødte jeg b.la. en pige på 17 år, som var mor
til 3 børn hvoraf den ældste var 4 og den yngste var 1 år. Der var ingen far,
og selvom samlejet havde været frivilligt alle 3 gange, så var graviditeterne
ikke planlagt – Første gang var en ups’er, og selvom jeg ikke havde behøvet et
forsvar, kom hun alligevel med det, og fortalte mig at det var hendes første
samleje, og at ingen nogensinde havde fortalt hende om graviditet, hvordan det
hang sammen, og hvordan man undgik det. 13 år var hun, og til hendes 14 års
fødselsdag sad hun med lille Niel på sit skød.

Lige meget
hvordan, så vokser familien hurtigt, og ressourcerne bliver kun mindre. Jeg
kunne skrive meget om hvilke forældre jeg dagligt møder, og om, hvad jeg synes om
dem. Men det vil jeg ikke. Jeg er her ikke for at bebrejde dem – Tværtimod.
MEN! Børnene jeg hverdag er sammen med, er, hvis de er sammen med deres
forældre, understimuleret på alle områder! Vi snakker børn, der opvokses med at
række hænderne frem hver gang nogle går forbi, også selvom de måske kun er 1
år. Vi snakker børn der af deres FORÆLDRE bliver tvunget ud i kriminalitet for
at hjælpe familien med at overleve. Vi snakker BØRN der ryger ud i et stof
misbrug, især lim er brugt, fordi det fjerner sulten, og i virkeligheden også
alt andet. Vi snakker børn der er tvunget til at tage sig af deres mindre
søskende, og børn der dagligt lever som voksne. Der er ikke nogle rammer, der
er ikke nogen tryghed, der er ikke nogle regler, der er ikke noget ”kigge i
øjnene”, og der er bestemt ikke noget der hedder at lytte til deres behov. Og
derfor(!), er det vigtigt at vi i vores arbejde sætter os på hug, og lytter på
lige netop det Maxine har brug for at fortælle i dag – Også selvom vi måske
ikke altid forstår det.

Jeg er ikke
i tvivl om at vi gør en forskel. Jeg er ikke i tvivl om, at vores
tilstedeværelse gør en forskel – Men derfor, vil vi stadig gerne kunne mætte
deres maver.

Personligt,
bliver det for mig aldrig nemt at ringe til dig og spørge om penge. Jeg husker
tydeligt det første opkald jeg lavede – Jeg kludrede helt vildt i det, for hvad
var det nu jeg skulle sige? En ting er at ringe til min veninde og fortælle
hende om de ting jeg oplever, og de ting jeg laver, noget andet er at ringe til
dig med det formål, at jeg skal overbevise dig om, at hjælpe mig med at hjælpe
børnene. Og så kan man jo så spørge sig selv om, hvorfor jeg overhovedet har
sagt ja til at være en del af vores call-center … Det har jeg fordi … Fordi at
jeg hverdag er sammen med de her børn. Fordi det er dem jeg ringer for. Hver
gang jeg tager et opkald, tænker jeg på, at jeg med dette opkald måske kan
redde deres aftensmad i morgen – At du kan. Og dét giver mig modet.

Børnene har
brug for mad. Der er ikke meget mere at sige – Der er ikke nogen anden måde at
forklare det på. De har brug for vores hjælp, og de har brug for nogle der
tager ansvar. Nogle der tror på dem, nogle der viser dem at verden også kan
være god, og nogle der lyser i morgen op med i dag. Jeg er her stadig, og jeg
stopper aldrig med at tro på, at du også er der!

Det ikke længere
er en reklame i fjernsynet.

Mette