To af de
andre danske studerende, og en af de Filippinske studerende, fortalte mig den
anden dag, at de om onsdagen havde fået lov til at sove på børnehjemmet, så
hvorfor jeg ikke også spurgte, om jeg måtte sove der.

Efter
arbejde tog jeg hjem i min lejlighed, gik op på taget for at ryge en smøg, og
for at tænke ..

Hvis jeg
skal sove derude, hvorfor skal jeg så sove der? Hvilken betydning vil det have
for børnene, og hvordan vil det påvirke min relation til dem, og omvendt, deres
relation til mig? Vil jeg gøre det bare for oplevelsens skyld, eller ligger der
noget bag det? Prøver jeg at opnå noget, prøver jeg at forstå noget, eller
prøver jeg at vise noget?

Dagen efter
gik jeg ind til sagsbehandleren og bad om tilladelse, og jeg fik den – Jeg var
kommet frem til hvorfor jeg skulle prøve og sove der, og jeg var sikker på, at
det ville blive noget af en oplevelse. For os alle sammen.

Da jeg om
morgenen kom ud på centeret, startede jeg som det første med at fortælle
drengene at jeg i nat ville sove der. Det var vigtigt for mig, at informere dem
om det i så god tid som muligt, så de havde tid til at vænne sig til tanken –
da de er vant til at sove alene, og studerende aldrig før har fået lov til at
sove derude – og da jeg først dagen forinden havde fået tilladelsen, var
morgenen den eneste og bedste mulighed jeg havde, for at få sagt det til dem.
At se den glæde der spredte sig i blandt dem, var virkelig fantastisk, og
bekræftede mig uden tvivl i, at jeg nok havde taget den rigtige beslutning. Jeg
fortalte dem, at jeg om natten ville sove der sammen med de andre studerende,
men at jeg om aftenen lige ville tage hjem og pakke nogle ting, og så komme
tilbage – De ville altså vide, at jeg ville tage hjem først, men også at jeg
ville komme tilbage.

Nogle af dem
begyndte at spørge om jeg ville sove sammen med dem, men fordi jeg endnu ikke
var sikker på hvor, og i hvilke lokaler vi ville få lov til at sove, valgte jeg
at fortælle dem, at det kunne vi finde ud af senere – Jeg ville ikke love nogle
af dem noget, men i stedet snakke med sagsbehandleren først. De accepterede de
uden noget, men håbede selvfølgelig stadig at det kunne lade sig gøre.

For mig
handlede det ikke bare om oplevelsen. Det handlede ikke bare om, at jeg skulle
prøve at sove på børnehjemmet ”bare for at se hvordan deres rutiner er, og
hvordan det føles.” For mig handlede det om, at jeg i de sidste 5 måneder har
været sammen med de her drenge flere gange om ugen – Jeg har set dem være
overladt til sig selv, set dem klare sig selv, og set voksne mennesker, de
voksne mennesker der burde være der for børnenes skyld, være fuldstændig
ligeglade med dem, og fuldstændig ligeglade med hvad der foregår, og hvad de
foretager sig. Jeg har set dem være ødelagt, jeg har set og hørt dem fortælle
om, hvordan de hele deres barndom bare er blevet svigtet på det groveste –
Udnyttet, tæsket, uønsket, og hørt o hvordan de i en alder af bare OTTE år,
SELV har måttet flygte fra deres hjem i angst, og SELV vælge at flytte ind på
børnehjemmet. Hvorfor skal de her drenge ikke elskes fra top til tå, fra morgen
til aften, hverdag og hver time? Hvorfor skal de ikke have lov til at føle, at
nogle rent faktisk tager dem og deres situation alvorligt? Føle, at nogle gider
dem, at nogle ønsker dem, og at nogle interessere sig for dem? Hvorfor skal de
ikke bare holdes om hele natten, og jeg kunne blive ved – Så det gjorde jeg!
For de her drenge skal alt det! De skal have alt det omsorg vi overhovedet er i
stand til at give dem – De skal føle deres værd, og de skal vide at de er
ligeså meget som alle andre – For hvis ikke mere, så er det i hvert fald hvad
de er!

… Så jeg
sagde ja til at sove der. Jeg blev enig med mig selv om, at selvom det måske
var en risiko at tage i forhold til at være professionel – Ikke fordi jeg sov
der, men fordi det måske vil give nogle komplikationer i forhold til hvilken
rolle jeg har overfor dem, for når man hele sit liv har været svigtet, og fordi
mange af dem har manglet al form for omsorg, kan de godt have svært ved at
skælme imellem, netop, hvilken rolle jeg har, og derfor er det YDERST
vigtigt(!) at jeg er meget tydelig – Men jeg tog chancen, for de fortjener det
fandeme!

Klokken
19.00 var jeg tilbage, og det var bestemt nogle glade, men også halvtrætte
drenge jeg mødte. Vi havde snakket om hvor vi skule sove, så som det første da
jeg ankom, gik jeg sammen med 3 af drengene op på et af depoterne for at hente
en madras. Vi havde alle sammen fået lov til at sove på værelse nr. 16, hvor
drengene mellem otte og femten sover.

Det var
specielt at være der. Jeg har været der om aftenen før – Og på det seneste også
tit, men denne gang var noget alligevel anderledes. Drengene var afslappet. De
var færdige med deres daglige pligter, skolen var overstået, og det vr ligesom
om, at jeg for første gang oplevede drengene være drenge, og være børn. Nogle af dem sad i deres egen, eller hinandens
senge rundt omkring, nogle lavede lektier, nogle spillede på vores telefoner,
og andre – deriblandt mig – rendte bare simpelt rundt i blandt det hele, og
prøvede at falde til ro. Jeg prøvede på et tidspunkt at hjælpe en af drengene
med hans lektier, men fordi det hele var på Filippinsk, blev vi hurtigt nødt
til at erkende, at jeg ikke var til meget hjælp. Det var en dejlig aften.
Drengene var afslappet samtidig med at deres glæde over vi skulle sove der,
lyste ud af dem, og gav dem en smule mere energi. Det var spændene. Det var
spændene for os alle sammen. Jeg var selv rigtig træt. Det havde været en lang
dag, med en masse indtryk, og de blev ved lidt endnu. Da klokken slog 22.00,
var det tid til at de skulle gå på deres værelser og falde til ro. Hvert
værelse har en gruppe leder – Det er de ældre drenge der agere leder, og det er
også dem der fortæller hvor og hvornår de skal gøre hvad. Faktisk, så er det de
ældre drenge der styre slagets gang på børnehjemmet. Det er dem(…..) der er
opdragerne, men også omsorgsgiverne.

Det var
svært at falde til ro. Ikke kun for os, men også for drengene. Nogle af
drengene fra de andre værelser, kom ind og satte sig i sengene på værelse 16,
bare for at sidde der og snakke lidt, inden de selv skulle sove. Det var
hyggeligt. Vi snakkede på en anden måde. De havde deres nattøj på, og vi lå
under vores tæpper. Det var lidt ligesom at være på lejerskole med skolen. Man var
sammen med de voksne på en anden måde. Nu var det bare mig der var en af de
voksne, og man kunne ikke kalde det en lejerskole. Det var deres hjem, og de
sad de i en situation hvor de normalt kun har sig selv og hinanden, men nu var
vi der. Og jeg tror faktisk de nød det. Selvfølgelig gjorde de det!

Vi snakkede
i øst og vest, om løst og fast, og ikke mindst, så grinte vi HELT VILDT! Vi
fortalte historier, og selvom jeg var hammer dårlig til det, så nød de alligevel
hver en historie jeg fortalte – Det var dejligt at opleve, og jo mere vi
snakkede, jo mere føltes det normalt, og jo mere til ro faldt vi. Da drengene
fra de andre værelser var gået til sig selv, og vi havde fået sagt pænt godnat,
fandt vi alle sammen i værelse 16 vores seng. Jeg havde for natten fået to
sovepartnere, og der var ingen tvivl om, at de var glade. De lå i hver sin arm,
og jeg kunne virkelig mærke, at det her .. Det betød noget for dem. Selvom
flere af drengene på værelset havde sagt godnat og var begyndt at lukke øjnene,
så var vi i min seng stadig vågne. Vi snakkede lidt, bare sådan om ingenting.
En af drengege spørger pludseligt, om vi ikke kan bede en bøn, for det plejer
han altså at gøre inden han ligger sig til at sove. Jeg siger, at selvfølgelig
kan vi det, og spørger om han vil være den der beder den – Det vil han gerne,
og hans bøn får mig til at smile med tåre i øjnene.

Angel of God,

my guardian dear,

to whom God’ love entrust me here,

ever this day be at my side,

to light and guard,

to rule and guide.

Thank you for this day, and thank you for letting the students spend the
night here with us

AMEN.

Jeg vågner. En
af de ældre drenge fra det andet værelse, står og slår hans ring imod
sengegitteret. Klokken var 05.00 – Det var tid til at stå op. Mine to
sovekammerater lå stadig i hver deres arm, og jeg kan med garanti sige, at jeg
ikke var den eneste der var træt. Jeg vidste godt, at vi skulle op klokken
05.00, for om natten inden vi falde i søvn, spurgte jeg en af drengene hvad tid
vi skulle op, og fik svaret, klokken 05.00. Hverdag. Medmindre det er lørdag
eller søndag, der må de sove til klokken 07.00 …..

Og hvad
laver de så, siden de står så tidligt op?

Jeg tog min
taske med nedenunder for at skifte tøj, og da jeg var færdig gik jeg udenfor,
hvor jeg mødte alle drengene i gang med at lave morgengymnastik – Og
efterfølgende dele dagens første opgaver ud. Nogle gik i gang med at lave mad,
nogle gik i gang med at gøre rent, og andre i gang med at vaske tøj.

For nogle af
dem var det svært at vi var der. De havde svært ved at forstå at de skulle lave
deres daglige pligter, for når vi nu var der, så måtte det da betyde at vi
skulle lege? Lige der, var vi i virkeligheden nok til mere distraktion end til
hjælp. Men som en pædagog gør det bedst, så måtte vi jo bare i gang med at
vejlede dem, og fortælle dem, at vi først skulle gøre (hvad de nu skulle gøre),
og så kunne vi lege bagefter – Og derfra hjælpe dem med deres gøremål. Men som
de er bedst, så vil de selv. De spørger aldrig om hjælp, og siger helst nej
hvis vi tilbyder at hjælpe dem. Men presser man lidt på, og gør det uanset
hvad, så er der ingen tvivl om, at de bliver glade og i den grad sætter pris på
det.

Da klokken
slog 12.00 og de andre studerende, der ikke havde tilbragt natten på børnehjemmet,
mødte ind, tog jeg fat i dem og fortalte hvordan natten var gået – Men også
hvor træt jeg var. Vi blev enige om at jeg skulle tage hjem og få slappet af,
da jeg nok alligevel ikke ville være til meget gavn i løbet af dagen, så et
gjorde jeg – Og med en dejlig følelse i maven!