Blog Image

Filipino Street Kids!

Filipino Street Kids blog:

På denne blog vil vi give et indblik i hvad vi gør for gadebørnene i Cebu City - Hvad vi laver med børnene, og hvilke tanker vi gør os om arbejdet med filippinske gadebørn.
På bloggen vil man også kunne læse om nogle af de stærke oplevelser, der er med arbejdet, i Filipino Street Kids.

Hvorfor feeding?

Nyhedsbrev December 2014 Posted on Wed, December 10, 2014 06:50

Måske har du
set reklamerne på TV. Reklamerne der viser billeder og situationer af børn, og familier,
som dagligt lever under nogle vilkår hvor selv det at få vand er et arbejde.
Hvor maden ikke bare ligger i køleskabet eller i køledisken, og hvor det næste
måltid altid er en udfordring. Jeg har set dem. Jeg har så dem mere eller
mindre hverdag, inden jeg rejste herned, til Filippinerne – I hvert fald så jeg
dem hver gang jeg tændte mit fjernsyn. Og ja, jeg så dem da af og til med
munden fuld af mad, og uden at være i stand til, eller overhovedet tage
stilling til det, kunne jeg sagtens se det forfærdelige i det, men alligevel
spiste jeg med god samvittighed videre – Uden at tænke på, at jeg med de 200
kroner jeg lige havde købt burger for, i stedet kunne have hjulpet en hel
familie til at få mad og vand i en hel uge – Men fordi jeg er vokset op i et
land som tilbyder, og faktisk også har, alverdens ressourcer og muligheder –
Vokset op i et land, hvor der altid er et samfund der tager ansvar, så var det
for mig helt naturligt at spise videre, og ikke tænke mere over reklamen, før
den igen blev vist i TV’et.

Jeg ville
gerne være det menneske, der kunne sige at jeg altid støtter div.
velgørenhedssager … Men hånden på hjertet, måske har jeg gjort det 4 gange. Det
er ikke fordi tanken, eller lysten ikke har været der, eller fordi jeg ikke har
troet på, at hjælpen har været nødvendig – Og heller ikke fordi jeg er
egoistisk, og overhovedet ikke ser andet end min egen næse eller burger, men
fordi, hvis der overhovedet findes en undskyldning(……), fordi jeg i 21 år har
været uvidende. Pisse uvidende om, hvad der er på den anden side af jorden, og
hvad der egentlig sker, deromme – Og når ja, så går halvdelen alligevel til
administration, gør det ikke? Jeg har været uvidende. Jeg har været uvidende om
alt andet end Danmark, og om hvordan verden under den samme sol kan se
forskellig ud. Det kan godt være reklamerne har været med til at oplyse mig, og
fortælle mig en masse, men reklamerne har ikke tvunget mig til at tage
stilling. Det har Filippinerne, og det har Pier3.

Jeg kom hertil, som sagt kun oplyst af reklamerne – Uvidende
om, og uden før, at have taget stilling til den verden jeg skulle møde, og de
skæbner jeg skulle forsøge at tage i hånden. Derfor, landende jeg også brat. Jeg
landede midt i reklamen – og min verden ændrede sig derfra rigtig hurtigt! En
ting er måske at høre om børn der bor på gaden – Det ved jeg selv jeg havde
svært ved at forholde mig til – og derfor er det altså også noget andet, og
noget helt specielt pludselig at stå i det. Når jeg er ude på gaden, så møder
jeg ikke kun børn der har et fantastisk livsmod, børn der har en hel speciel
livsglæde og børn der udadtil er glade, og kommer løbende imod mig hver gang
jeg stiger af jeepney’en, jeg møder børn, som har hver dag som en kamp, og som
nogle gange må gå hele dage uden mad.

Når man som organisation starter op, er det altså ikke fordi
pengene rasler af træerne, og ressourcerne bare står klar til rådighed – Det
mærker vi især, og vi mærker det især når vi kommer ud til børnene, og ikke kan
tilbyde dem andet end os selv – Vores selskab og vores klappe med hænderne lege
– Ikke at det skal undervurderes! Selvom det er svært at definere gode
forældre, så kan jeg alligevel ikke lade være med at prøve – Måske bare for at
sætte tingende i perspektiv .. I hvert fald, når jeg tænker på hvad gode
forældre er, så tænker jeg på mine. Jeg tænker, at gode forældre er dem som
skaber rammerne for at deres børn kan vokse op og være trygge. Jeg tænker, at
det er dem der sætter grænser og som har regler. Dem som er i stand til at give
fra sig, i stand til at tage ansvar, og i stand til at udvikle deres børn
alderssvarende. Dem, som beskytter dem fra alt det onde – Elsker dem ubetinget,
og hverdag husker at kigge dem i øjnene, og bare høre på dem. Sådan er det ikke
på gaden … Man kan vel egentlig ikke rigtig bebrejde dem, for de kender ikke
til andet. De har måske boet på gaden i generationer, det er der de er vokset
op, der de har fået deres udvikling – Og hvordan skal den så kunne ændres? I
Filippinerne er det ikke lovligt at få abort, og det betyder altså, at hende
der som 16 årig blev voldtaget er nødt til at føde barnet – Uanset hendes
alder, og uanet hendes ressourcer. Det betyder, at hvis kondomet springer,
eller hvis voldtægtsmanden kommer tilbage, så har pigen på 20 lige pludselig 4
eller flere børn. Den anden dag mødte jeg b.la. en pige på 17 år, som var mor
til 3 børn hvoraf den ældste var 4 og den yngste var 1 år. Der var ingen far,
og selvom samlejet havde været frivilligt alle 3 gange, så var graviditeterne
ikke planlagt – Første gang var en ups’er, og selvom jeg ikke havde behøvet et
forsvar, kom hun alligevel med det, og fortalte mig at det var hendes første
samleje, og at ingen nogensinde havde fortalt hende om graviditet, hvordan det
hang sammen, og hvordan man undgik det. 13 år var hun, og til hendes 14 års
fødselsdag sad hun med lille Niel på sit skød.

Lige meget
hvordan, så vokser familien hurtigt, og ressourcerne bliver kun mindre. Jeg
kunne skrive meget om hvilke forældre jeg dagligt møder, og om, hvad jeg synes om
dem. Men det vil jeg ikke. Jeg er her ikke for at bebrejde dem – Tværtimod.
MEN! Børnene jeg hverdag er sammen med, er, hvis de er sammen med deres
forældre, understimuleret på alle områder! Vi snakker børn, der opvokses med at
række hænderne frem hver gang nogle går forbi, også selvom de måske kun er 1
år. Vi snakker børn der af deres FORÆLDRE bliver tvunget ud i kriminalitet for
at hjælpe familien med at overleve. Vi snakker BØRN der ryger ud i et stof
misbrug, især lim er brugt, fordi det fjerner sulten, og i virkeligheden også
alt andet. Vi snakker børn der er tvunget til at tage sig af deres mindre
søskende, og børn der dagligt lever som voksne. Der er ikke nogle rammer, der
er ikke nogen tryghed, der er ikke nogle regler, der er ikke noget ”kigge i
øjnene”, og der er bestemt ikke noget der hedder at lytte til deres behov. Og
derfor(!), er det vigtigt at vi i vores arbejde sætter os på hug, og lytter på
lige netop det Maxine har brug for at fortælle i dag – Også selvom vi måske
ikke altid forstår det.

Jeg er ikke
i tvivl om at vi gør en forskel. Jeg er ikke i tvivl om, at vores
tilstedeværelse gør en forskel – Men derfor, vil vi stadig gerne kunne mætte
deres maver.

Personligt,
bliver det for mig aldrig nemt at ringe til dig og spørge om penge. Jeg husker
tydeligt det første opkald jeg lavede – Jeg kludrede helt vildt i det, for hvad
var det nu jeg skulle sige? En ting er at ringe til min veninde og fortælle
hende om de ting jeg oplever, og de ting jeg laver, noget andet er at ringe til
dig med det formål, at jeg skal overbevise dig om, at hjælpe mig med at hjælpe
børnene. Og så kan man jo så spørge sig selv om, hvorfor jeg overhovedet har
sagt ja til at være en del af vores call-center … Det har jeg fordi … Fordi at
jeg hverdag er sammen med de her børn. Fordi det er dem jeg ringer for. Hver
gang jeg tager et opkald, tænker jeg på, at jeg med dette opkald måske kan
redde deres aftensmad i morgen – At du kan. Og dét giver mig modet.

Børnene har
brug for mad. Der er ikke meget mere at sige – Der er ikke nogen anden måde at
forklare det på. De har brug for vores hjælp, og de har brug for nogle der
tager ansvar. Nogle der tror på dem, nogle der viser dem at verden også kan
være god, og nogle der lyser i morgen op med i dag. Jeg er her stadig, og jeg
stopper aldrig med at tro på, at du også er der!

Det ikke længere
er en reklame i fjernsynet.

Mette



Interview med FSK’s stiftere

Nyhedsbrev December 2014 Posted on Mon, December 08, 2014 15:34

Rino Jensen og
Kristoffer Lenvig, stifterne af Filipino Street Kids, fortæller i et interview,
hvordan de kom på idéen til at starte deres egen virksomhed, hvordan de får
virksomheden til at køre rundt, på trods af at pengene er små, samt hvilke
fremtidsdrømme de begge har for virksomheden.

I:
Interviewer – Kristina Hansen

R:
Rino Jensen
K:
Kristoffer Lenvig

I: Hvad står FSK for?

R: Filipino Street Kids.

I: Hvilken slags virksomhed er det?

R: Det er en organisation,
velgørenhedsorganisation, registreret under dansk SVR-nummer. Det er det samme
som forening.

I: Hvor lang tid har F S K eksisteret?

R: SVR-registreringen blev registreret
i december 2013, så det er et år siden.

I: Hvem står for virksomheden?

R: Jeg står som stifter, Rino Jensen.

I: Hvordan fik I idéen til at starte F S K?
R: Den er bygget på andre velgørenhedsorganisationer hernede på
Filippinerne, som ikke gjorde det godt nok. Jeg så masser af områder, hvor der
var organisationer som godt kunne gøre det bedre og så var jeg også gode
kammerater med Kristoffer Lenvig, som jeg vidste, meget gerne ville tilbage og
har kæmpet en kamp… og han vidste hvad han ville gøre.

I: Hvorfor har I valgt at starte?

R: Jamen det er af samme årsag – det
var på grund af, at jeg så andre, der ikke leve op til deres potentiale, og
synes ikke at de blev struktureret ordentligt. Og de havde heller ikke nogen
rigtig rød tråd igennem det hele og så var det vel nok også for at give
Kristoffer Lenvig en chance for at komme tilbage og gøre det stykke arbejde,
som jeg også synes at han har mulighed for at gøre meget bedre, hvis han havde
redskaber til det.

I: Hvem er Jeres målgruppe? (Børn, unge, voksne, ældre
etc.)

K: Det er typisk børn, børn med
specielle behov. Og det er når man, som jeg har arbejdet med de børn hernede i
et halv år – så bør du se hvilken gruppe vi egentlig havde og der er så mange
områder af Cebu, som er ramt, så vi kan gøre en forskel for de børn. Så det er
helt klart børn – ja.

I: Hvad værdsætter F S K – har I nogle værdigrundlag?

K: Ja det har vi, man kan sige, vi
prøver at hjælpe et barn af gangen og forbedre deres livskvalitet. Vi er godt
klar over at vi kan jo ikke hjælpe alle gadebørnene der er i Cebu, men vi kan
gøre en forskel for nogle af dem. Vi kigger på det enkelte individ i forhold
til at kigge på det hele. Så vi vil hjælpe et barn af gangen.

R: Vi
prøver at skille os ud fra de store (organisationer), som prøver at lave et
stort stykke arbejde og rede et stort område – hvor præcis det enkelte individ
bliver glemt. Det er der, hvor vi ikke prøver at sige noget grimt eller dårligt
om det arbejde de går og laver, men vi går ind og tager over der hvor de
glemmer individet, der hvor det er gået galt, og som mindre organisation og så
går ind og gør en forskel for individet.

I: Tænker I at I vil udvide området I arbejder indenfor,
så det ikke kun er Cebu, men så det bliver et større område af Filippinerne?

R: Det ligger langt ude i fremtiden.


I: Hvordan holdes F S K kørende?

R: Det er igennem Fund Raising.

I: Hvor er F S K
om 10 år?

R: De har stadigvæk hovedbasis i Cebu
og de vil stadigvæk have deres hovedfokus i Cebu, men de har nok spredt sig ud
til de nærliggende øer, såsom Bohol, Negros og højst sandsynligt også Leyete,
da det står skidt til derover. Selvom at det er 10 år ud i fremtiden, det er
selvfølgelig land tid, men hvis vi skal holde os til vores formål, som er at
gøre en forskel for individet, så er det lige meget hvor lang tid der går, for
der vil altid være en masse individer, som har behov for den hjælp vi er klar
til at yde.

I: Hvordan ser det ud lige pt for F S K?

R: Lige pt kæmper vi hårdt med
økonomien, vi er i underskud med en masse ansatte, som skulle have stået for
fremlæggelse både dels af den økonomiske brist og økonomiske vækst, og da de så
er faldet fra – så hænger vi lidt i fremtiden der.

I: Hvad synes I om at have pædagogstuderende i Jeres
virksomhed?

K: Uden pædagogstuderende, så ville vi
ikke nå så langt, som vi er nået i dag. Man kan sige, at vi er afhængige af at
vi har nogle frivillige og især pædagogstuderende, som har et godt menneskesyn,
som ved hvad det drejer sig om. Så jeg vil ikke mene, at vi kunne overleve uden
at vi have studerende eller andre frivillige. Så det er helt klart en fordel
for os.

R:
At det er de studerende eller de
eventuelt frivillige – nu har vi ikke nogle frivillige – men det er de
studerende der er rygraden, det er de studerende der laver arbejdet. Der er en
stor del af arbejdet, som ligger i administration og i Fund Raising, så de
studerende har noget at arbejde med, men det er jo dem der er rygraden, det er
dem der laver det arbejde, som Kristoffer Lenvig også sørger for, at den del
går godt. Men den anden del, den jeg står for, er sådan set ligegyldig, hvis
ikke vi har nogen til at udføre arbejdet.

I: Tænker I at I vil tage imod fremtidige studerende?
Evt. inden for andre fagområder end pædagog?
R:
Det er altid spændende at
tage andre faggrupper ind. Jeg har snakket med flere, der spurgte ind til om vi
ville tage tømrestuderende ind, for der er jo en masse byggeprojekter hernede
og igen f.eks. på Tacloban, hvor alle husene er revet ned (pga. sidste års
tyfon), der kunne man jo snildt have rigtig meget brug for nogen i
byggebranchen, men det kræver en større organisation køre det.
K:
Derud over kunne det også være spændende at have lærestuderende, så man
kan lave noget skole af en eller anden art. Der er rigtig mange børn som ikke
går i en rigtig skole og ikke har mulighed for at begynde – så det kunne også
være en mulighed.


I: Hvad vil I gøre for evt. fremtidige studerende, for at
deres praktikforløb bliver tilfredsstillende for begge parter?

R: For pædagogstuderende, der skal vi
være mere aktiv i Danmark. Jeg synes ikke at vi skal gøre vores organisation mere
attraktiv, vi skal bare være mere aktive i at markedsføre det til de
studerende. Det skal være attraktivt for de studerende fordi, at de skal
fokusere på deres arbejde og deres projekter, og den forskel de gerne vil gøre
for børnene, så skal de ikke tænke på de økonomiske forhold. De skal
selvfølgelig altid have aspekt i det, men det skal ikke være sådan så, at de
bruger 50 procent af deres tid, eller meget mere, som det jo egentlig tager,
for at fremlægge deres projekt(er). Det skulle der gerne være andre folk der
står for og sørger for, at der er penge til projekter, så de studerende kan
fremvise et budget og så skal der forhåbentlig gerne være penge til at de kan
udføre det. Så de studerendes arbejde ligger 100 procent ude i marken, så de
ikke skal tænke på så meget andet.

I: Så det er ikke økonomien der skal begrænse de
studerende?

R:
Nej.
K:
Derudover
skal vi jo også have et tæt samarbejde med universiteterne hjemme i Danmark,
samt med universiteterne her i Cebu, så der er et samarbejde mellem Danmark og
Filippinerne.

I: Indgår der noget tværprofessionelt samarbejde hos F S
K, altså er der andre faggrupper end jeres, som I samarbejder med?

K: Lige pt gør der ikke, men det skal
vi have op og køre. Jeg kunne godt tænke mig noget mere tværprofessionelt med
socialrådgivere og de filippinske social worker og evt. også filippinske
sygeplejersker.

R:
Jeg kunne godt tænke mig – det
ligger stadig også langt ude i fremtiden – men at vi får en form for samarbejde
med politiet også. De er en stor del af det. Ikke at vi skal gå ind og lave
deres arbejde på nogen måde, men vi kan jo samarbejde med dem i stedet for at
de genere børnene.

I: Hvordan tænker du at politiet ville kunne være en
hjælp for F S K?
R: Politiet de anholder jo mange børn og politiet har et samarbejde med
andre organisationer, hvis de f.eks. går ud og raider (angriber) en bar, så er
politiet i ryggen på børnene og det er dem der står for dem, og så er der
organisationen bag, som tager sig af dem som så er efterladt. Det er på samme
måde, hvis de raider Mango (en gade i centrum) for gadebørn, så ser jeg ikke
nogen organisation stå bag for det, disse børn er her efterladt til at blive
banket og til at blive efterladt i fængsler, fordi der er ikke rigtig nogen som
tager sig af dem, specielt ikke, hvis de ikke allerede er knyttet til et
offentligt center eller et børnehjem.

K: Jeg kunne godt tænke mig at vi havde noget mere tværprofessionelt med
socialrådgivere, social workere og sygeplejersker, men man kan sige, i og med
at vi ikke har vores eget sted lige pt, hvor
vi er på Community Scout Youth Guidance Center, der har vi ikke meget at
arbejde med, og det er meget svært at gøre det ude i Pier 3 (en gade ved
havnen). Så man kan sige, at det vil der helt sikkert komme mere af, men det
ligger desværre også langt ude i fremtiden.

I: Hvad mener I at I gør eller kan gøre for jeres
målgruppe, for deres muligheder og mål for fremtiden.

K: Pt har vi en forholds vis bred
målgruppe og man kan sige, at de børn vi arbejder med pt er jo faktisk ned fra
3 år og op til op i 20’erne.

R:
Jeg synes ikke at vi gør noget – i hvert fald ikke nok, for at styrke
deres mure for fremtiden. Lige nu laver vi en stor ændring i deres dagligdag og
på den måde ændre vi også deres mentalitet og deres styrke med det arbejde vi
laver, men specielt på sin vis laver vi ikke den store fremskreden eller
fremskridt, som vi egentlig gerne vil med vores arbejde. Men som sagt, så laver
vi en stor forskel i hverdagen og når vi ikke kan gøre mere, jamen så er det
det som vi har fokus på.

Som studerende synes jeg at det har været enormt spændende, lærerigt og udfordrende, at være med i opstartsperioden af F S K. Selvom at pengene er små, i forhold til alle de projekter som mine medstuderende og jeg har planer om at sætte i gang, så har vi alligevel formået at få det bedste ud af næsten ingen ting. De børn som vi dagligt arbejder med på gaden samt på børnehjemmet Community Scout Youth Guidance Center bliver pave stolte og ubeskriveligt glade for selv det mindste vi gør for dem. Hvilket er en priceless feeling!
Filipino Street Kids har VIRKELIG brug for Danmarks hjælp, med selv de mindste beløb, kan vi komme utroligt langt.

Af/ Kristina Hansen, pædagogstuderende



Interview af dreng på CSYGC

Nyhedsbrev December 2014 Posted on Sat, December 06, 2014 13:09

Følgende er et interview med J på 12 år, som bor på
Community Scout Youth and Guidance Center. J fortæller om livet før CSYGC, hvor
han blev forladt af hans far og var alene på Cebu. J fortæller også lidt om
hvordan det er at bo på CSYGC, om julen og hans fremtids drømme.

·
Omkring livet på gaden inden
CSYGC

Hvor boede du
henne før du kom på CSYGC?

J: I Surigao..

I: Hvor ligger
det?

J: I Mindanao
(en ø syd for Cebu)

I: Er det
langt her fra Cebu?

J: Ja det er
meget langt herfra

Hvordan var
dit liv før du kom her på CSYGC?

J: Sidste år
kom min far til Cebu med hans nye kone og os. Så da jeg havde sovet vågnet jeg
op og så at min far var væk. Jeg var sammen med min bror på 2 år og jeg sagde
vi skulle tage til Danao på Jollibee for at finde mad, jeg ville finde mad, men
nu er min bror væk. Hvor er min bror? Min bror er væk…

I: Så din bror
er også væk? Hvor er din far?

J: Han er
taget tilbage til Surigao

I: Så du var
helt alene på Cebu?

J: Yep.. Jeg
var bange…

Gik du i skole
da du boede I Surigao?

J: Ja det
gjorde jeg

Boede du
sammen med din familie før du kom til Cebu?

J: Ja i
Surigao

I: Med din far
og din bror?

J: Ja

Hvor boede du
da du var alene?

J: På gaden

I: Helt alene?

J: Ja!

I: Havde du ingen venner på gaden?

J: Nej slet ingen.

I: Hvordan fik du mad?

J: Jeg gik rundt på gaden og spurgte folk om mad og på restauranterne. ”Giv
mig mad, giv mig mad…”

Hvordan så din
fremtid ud inden du kom på CSYGC?

J: Så
forfærdelig!

·
Omkring livet på CSYGC

Hvor længe har
du boet her?

J: 3 måneder

Hvordan er det
at bo på CSYGC?

J: hmm

I: kan du lide
at bo her?

J: Ja…

I: Hvorfor?

J: Jeg har
venner her! Det er dejligt… Og nogle gange holder vi fest her, det kan jeg godt
lide.

Hvad er det
bedste ved at bo på CSYGC?

J: Det er at
jeg går i skole.

I: Kan du lide
at gå i skole?

J: Ja meget.

I: Hvilken
klasse går du så i nu?

J: i 5. klasse

I: Hvilket er
dit yndlings fag i skolen?

J: Det er
matematik, fordi jeg synes at bogstaver er besværgeligt men matematik er
spændende.

Hvad tænker du
om de danske studerende som er på CSYGC?

J: Det kan jeg
godt lide. Jeg synes det er godt at i er her.

Hvordan er
fællesskabet drengene imellem på CSYGC – er det som et broderskab?

J: Ja vi er
som brødre. Jeg har gode venner her.

Skal du holde
jul her på CSYGC eller skal du hjem til din familie?

J: Jeg skal
holde jul her på centeret for min familie bor langt væk. Men jeg hader julen så
jeg skal bare sove.

I: Hvorfor
hader du julen?

J: Fordi for
nogle år tilbage der gik min mor ind og sov i sin seng den 24 december. Jeg gik
ind og ville vække hende den 25. december, men hun ville ikke vågne… Hun var
død. Så nu kan jeg ikke lide julen mere. Jeg skal bare ligge i min seng og
sove.

I: (…) Er der
slet ikke noget vi kan gøre for at gøre det til en god jul i år her på
centeret?

J: Hmm nej.
Måske. Men det eneste der kan gøre min jul god er, hvis i har snebolde med

I: Uuuh, det
bliver svært, det er jo ikke lige til at finde hernede. Er der slet ikke andet?

J: Hmm, jo
kage måske

·
Tanker om fremtiden og
fremtidsdrømme

Hvordan ser
dine fremtidsdrømme ud?

J: Fashion
designer!

I: Fashion
designer? Her på Filippinerne?

J: Nej?

I: Nej? Hvor
så?

J: I Danmark

I: Så du vil
gerne til Danmark og blive fashion designer?

J: Ja. Sidste
måned havde jeg en drøm om at jeg var i Danmark og jeg havde nogle kunder som
jeg skulle lave tøj til. Og de sagde ”den der, og den der, og den der …”

Vil du have
din egen familie?

J: Ja. Jeg vil
gerne have 1 barn

Har du gjort
dig nogle overvejelser om hvor lang tid du vil bo på centret?

J: Til jeg er
færdig med min uddannelse

Hvor kunne du
godt tænke dig at bo i fremtiden?

J: In Denmark

Alle drengene på CSYGC har hver deres historie,
fælles er at de ikke har haft den bedste opvækst og den bedste start på livet.
Heldigvis har de fået alle tiders chance på CSYGC, hvor de hver dag får 3 måltider
mad, tag over hovedet, en skolegang og en uddannelse og de bliver klædt godt på
til at kunne stå på egne ben når de en dag flytter fra centeret.

De her drenge har et fantastisk livsmod og er så
super seje, og de er 100 procent med til at bekræfte mig i, at denne praktik var
det helt rigtige valg – vil aldrig være foruden.



“Den lille landsby i Pier 3”

Nyhedsbrev December 2014 Posted on Thu, December 04, 2014 11:28

Pier 3 er
det område, hvor Filipino Street Kids har deres eget drop in center. Vi
arbejder med rigtig mange gadebørn, og disse børn har ikke særlig mange ting at
gøre godt med. Nogle af de helt små børn, render endda nøgne rundt, da de ikke
har råd til tøj.

I dette
område florerer der omkring 200 gadebørn, og det er ufattelig meget hvis man
tænker på, at det nærmest er en lille landsby, som de bor i.

Når os
studerende kommer om dagen, og er sammen med børnene, og laver nogle
aktiviteter for dem, så har vi en lille plads lige ved siden af hovedvejen, og
ved siden af nogle af de små ”skur huse”, der ligger på vejen. Til at starte
med undrede vi os over hvor alle de børn kom fra, for der kunne umuligt bo så
mange familier på den vej, som vi arbejder på. Vi fik lavet lidt research og
fik af vide, at ind imellem nogle af bygningerne, var der en form for en ”
lille landsby”, hvor de fleste af familierne bor. Vi blev tilbudt at få en
rundvisning, og vi takkede selvfølgelig ja tak til dette, da vi synes det kunne
være spændende at se hvordan de boede. Derudover er det også vigtigt for os, at
se de vilkår de lever under, så vi bedre kan sætte os ind i den situation, som
børnene er i.

Vi går ind
af en meget smal sti, og ser hurtigt nogle af de huse, som ligger i landsbyen.
Husene er ikke særlig store, og man skal hele tiden gå lidt foroverbøjet, for
ikke at få en på hovedet. De huse vi passerer, er så gamle og forfaldne, at der
ikke skal et særligt stort vindpust før, at det hele falder til jorden. Når man
kigger ind i nogle af husene, er der stort set ingenting derinde, andet end en
masse familie medlemmer. Der er en masse huller i væggene, som typisk er lavet
ud af træ, huller i taget, og der er enormt beskidt i alle huse. Når man går
rundt i de små stier, ser man en masse kvinder, som vasker deres tøj i
hænderne, derudover har de også et lille arbejde, hvor de vasker tøj for nogle
forskellige personer, og derved kan tjene lidt ekstra penge. Der ligger små
gade køkkener rundt omkring, hvor man kan få noget at spise for meget billige
penge, jeg prøvede det dog ikke, da det ikke så særligt indbydende ud, og min
mave kunne nok heller ikke kunne have klaret det! Derudover er der også en
meget speciel lugt, som bestemt ikke er særlig god. Der flyder med affald over
alt, og man får hurtigt en fornemmelse hvordan dælen kan man bo her. Disse
mennesker har typisk boet der hele deres liv, og har ikke været vant til andet,
de er så fattige, at de ikke har andre muligheder.

Igen må jeg
sige, at jeg er så imponeret over at disse mennesker har så lidt, men de har
den største gæstfrihed, venlighed og imødekommenhed jeg nogensinde har mødt!

– Kristoffer Lenvig